En hurtig ide til lidt sommerfrisk nippemad. Kartoffelklatkager med en topping af agurk, rejer og citrondip.

Til klatkagerne skal man bruge:

4 mellemstore kogte kartofler
1 spsk mel
1 æg
1/2 dl mælk
Masser af fintklippet purløg
Salt og peber

Til toppingen skal man bruge:

Store optøede rejer
Agurk i skiver
Cremefraiche og økocitron

Mos kartoflerne og rør dem med resten af ingredienserne. Steg klatter af kartoffelmosen på panden i smør, til de er sprøde på begge sider og gennemstegte – ca. 5 minutter på hver side.

Læg dem på en tallerken og lad dem køle lidt af, mens du laver citrondippen, der i al sin enkelhed er cremefraiche smagt til med citronsaft og revet citronskal.

Læg først agurkeskiverne på klatkagerne, så en generøs skefuld af dippen og til sidst rejerne.

En nipperet, der kan indtages i Cafe Flimmerskyggen,

mens man kigger på hele junis blomstervæld.

God weekend!

…Plukke, plukke dugget strå,
plukke, plukke siv ved å,
plukke, plukke blomster.

Det er igen blevet den blomstrende overflods tid. Den tid, hvor haven og naturen er fuld af smukke blomster, der bare kan plukkes og plukkes til skønne buketter. Tit er det også den tid, hvor man ikke er inde til at nyde dem – men en buket på havebordet er nu heller ingen skade til.

Buketter fra haven med akelejefrøstjerner, akelejer, vellugtende aftenstjerne og bjergknopurt. Lethed og ynde.

De store bonderoser – fyldte, tunge og iøjnefaldende.

De kan være svære at få til at stå i en vase, fordi blomsterhovederne er så tunge – men så er der jo de fine oldemorglas.

Der er også de vilde blomster – her trevlekrone og engnellikerod.

De vokser vildt langs grøftekanten mellem vores gård og Skivholme C., og de danner de skønneste farvede tæpper sammen med de gule ranunkler. Trevlekrone kaldes også Kukkerurt – den blomstrer jo nu, hvor kukkeren gøger – øh – gøgen kukker – så det er der nok god mening med.

Gå en tur – det er aldrig skønnere end nu – hav en lille saks i lommen – og pluk løs. Bare husk – lad altid nogen stå, så du kan komme igen næste år og plukke flere.

God mandag.

Den tørre varme og ikke mindst den voldsomme vind har været hårde ved haven. Det hele ser lidt forpjusket ud. Planterne hænger lidt med næbbet, og græsset er ved at blive gult. Men i potterne er sommerfuglekarsen igen sprunget ud, og som altid er det en fryd at se de små gule sommerfugleblomster svæve over de grønne blade. Det er virkelig en yndig – og nem – plante, der kan pynte i krukker på terrassen, ude i bedene – og i salatskålen.

Den er let og fin og ikke så prangende som sin mere farvestrålende fætter, tallerkensmækker (også kendt som havekarse eller nasturtium), der ellers også er en skøn og livskraftig plante.

Jeg skrev sidste år om, hvor nem den er -det kan du læse her – så det vil jeg ikke gentage. Men se lige endnu et billede af årets små sommerfugleblomster – de er da søde.

God varm tirsdag.

Den lange tørre sommer har givet en ekstrabonus i terrassebedet. I år har mine lavendler efterblomstret. Blomsterne er mindre end i første omgang, men der er til gengæld mange af dem. Normalt kommer der da et par blomster eller to i eftersommeren, men i år er det overvældende.

Lavendlerne står ikke det bedste sted hos os. De står i tung lerjord, og i tagdryppet fra B&B’en. Det er der ikke meget Provence over, og en del planter er da også gået til igennem tiden. Kun de stærkeste planter har overlevet, men de er til gengæld også blevet store. Og nu blomstrer de igen. Denne gang nåede jeg at plukke buketter til tørring.

Nu hænger der et par buketter på badeværelset, hvor de vil tørre og pynte hele vinteren.(Hjertet er kunstigt, så fortvivl ikke, hvis det ikke er lykkedes dig at få lavet sådan nogle i sommer – jeg nåede det heller ikke – men det gjorde Netto.)

En ting, man skal nå med lavendler, er at beskære dem hvert år. Det er en god ide at beskære dem i september. Så når de at sætte nye skud og være bedre rustet til vinteren. Ellers skal de beskæres samtidig med roserne – når der ikke ser ud til at komme mere frost. Når forsythiaen er afblomstret. Men september er nu mit bedste bud. Og det ser ærligt talt også pænere ud, hvis de ikke står med lange grene og visne blomster om vinteren.

Det, man skærer fra, kan bruges i duftpuder og duftposer. En lavendel dufter nemlig også dejligt, selvom den er ude over sin første ungdom og har mistet lidt kulør.

God fredag.

Det er så dejligt at have nok af de ting, man gerne vil have nok af. Og hvad vil man egentlig ikke gerne have nok af? Er det ting, man ikke synes særlig godt om – ja, så er ingenting af den slags jo helt nok. Så nok er nok noget, vi allesammen nok gerne vil have.

Jeg har pyntegræskar nok i år. Også så mange, at jeg glad deler ud til familie, venner og bekendte. Og så får de også nok. Nok er nemlig delsomt, når der er nok af nok.

Og spøg til side – det er dejligt at have nok at pynte med. Især når det er så nemt som med pyntegræskar. De skal bare lægges i små eller større grupper hist og her, hvor der trænger til en farveklat udenfor.

Eller de skal lægges i et fad sammen med en blomst eller to, der passer til dem.

I år har vores humlehegn blomstret overdådigt.

Den sarte lysegrønne farve i humlekopperne

passer helt fantastisk stukket ind mellem lysegrønne pyntegræskar.

For at give højde i dekorationen, har jeg stillet en Mikado-plante i midten. En superenkel og dekorativ dekoration, der holder  mindst måneden ud.

Mikado-planten er en spøjs, men meget dekorativ plante. Egentlig er den en sumpplante, der hører hjemme i Brasilien, så det kan godt være svært at efterligne dens bedste livsbetingelser her. Den vil gerne have fugtig, men ikke våd jord, og så vil den gerne vandes fra bunden. Den vil også gerne have fugtig og varm luft – det vil vi nødig, så Mikadoen er nok mest at betragte som en tidsbegrænset fornøjelse – den slags potteplante, man kalder en ‘buket i en potte’. Men køn, det er den – også sat sammen med andre planter fra nordligere himmelstrøg.

God onsdag.

Vi vil vel alle sammen gerne bo i dejlige huse, hvor der altid er rent og ryddeligt, og hvor der er smukke og fantasifulde blomsterbuketter overalt. Sådan lidt Dalby agtigt. For det er jo så smukt.

De fleste af os – mig selv inklusive – må sande, at sådan ser verden kun ud i glimt. Man har lige vasket gulv – og så kommer katten ind med sorte poter. Hunden ryster sig, og hundehår letter og lander. Blomsterne, vi beundrer i blade og på nettet, koster det samme som en bankdirektørs gyldne håndtryk, og nogle af de ting, vi har i huset, har vi, fordi de er nyttige, og der ikke lige er råd til at skifte ud til drømmereolen (den, der er bygget til huset og går over en dør – engelsk biblioteksstil, ikke?)

Så er det godt, man sagtens kan nøjes med mindre og være lykkelig endda. For sådan set er stigereolen fra kollegiedagene jo slet ikke så grim, når den bare er fuld af gode bøger, og man kan selv drive blomsterne frem. Lige nu er det faktisk rigtig let, for med den våde og milde vinter, vi har haft indtil nu, står mange grene på spring. De skal bare lige ind i en vase et par dage, og så vælter det frem.

Forsythia er en af de nemmeste. De bare grene bliver til et blomsterflor på få dage og lyser hele stuen op.

Og hvid kornel – den med de røde grene, der pynter sådan i en vinterhave.

– den springer ud med limegrønne blade og hvide blomsterskærme. Som en lille stjernesol.

Så kan man da ikke ønske sig så meget mere, kan man?

God onsdag.

….. for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes Knud.

Sneflokkene kom vrimlende – slugte hegn og gård –

og nu kom Kjørmes Knud. Kyndelmisse. Den tid, hvor vinteren er koldest, siges det. Hvor frosten rækker dybt ned i jorden og presser stenene op på markerne. Men også den tid, hvor man for alvor begynder at mærke, at lyset kommer igen.

Det er ikke kun os, der mærker det. Fuglene mærker det, og det gør planterne også. Det er tid til at renovere potteplanter. Ny jord og måske en større potte til de små, en topdressing til de store. Omplantning og oprydning til dem, der trænger. I februar skal man også til at gøde igen. For nu skal planterne ud af deres vinterdvale, og de skal have lidt at leve af.

Vi har mange planter i vindueskarmene. Det ser ikke spor minimalistisk ud – og det passer mig fint, tilhænger af overdådighed, som jeg  jo er.

Paradistræet, der stammer fra et skud, nappet et sted for 20 år siden. Sukkulenterne, jeg fik den første af, da jeg var 12, og hvis efterkommere står flere steder i huset. Hjerteranker hist og her, som er fremavlet af de løgknolde, de sætter på stænglerne, når de har blomstret.

Svigermors skarpe, der kan tåle at stå i sydvinduet, og som blomstrer hvert forår.

Kliviaen og de små fyldte lyserøde Sct. Pauli – på 3 generation nu.

Og zephyrblomsten – liljen, der stammer tilbage fra en, min mormor havde i sin lige så fyldte vindueskarm.

Måske er det noget genetisk? Min mor mangler bestemt heller ikke planter. Men jeg er nu glad for mine potteplanter. Planter, der alle har deres historie, og som der bliver passet godt på.

God søndag.

Hemmeligheden bag succes med erantis er moderat dovenskab. Eller sagt med et andet ord: uforstyrrethed.

Er man for flittig en luger, får man fjernet de små førsteårsspirer, og så sker der naturligvis ikke mere. Og fjerner man bladene, før frøstandene har smidt frøene, sker der heller ikke noget.

Erantis er fire år om at udvikle sig fra frø til blomst. Det er lang tid. Men de er værd at vente på. Når de små, seje nakker bryder gennem jorden, løfter hovedet og folder deres lysende, gule kronblade ud, er det da et rent mirakel. Med tiden kan de danne hele tæpper under de bare buske og træer , og det er en fryd for øjet i senvinteren, hvor ens øjne tørster efter lys og farver.

Første år kommer der kun en lillebitte spire som den ved siden af den højre blomst på billedet herunder. Billedet er taget af Rita Marie Larsen, en blomsterelsker, jeg kender.

Foto: Rita Marie Larsen

Lad være med at luge den væk, selvom den ligner alle de andre små kimplanter af ukrudt, der kommer myldrende.

Året efter kommer den lille spire igen. Den er blevet lidt større, og nu har den fået en lille krave på, som du kan se nedenfor.

Året efter kommer den igen med en større krave på, og året efter igen står den pludselig der og blomstrer – som en lille stjernesol.

Når erantis er færdige med at blomstre, sætter de frø. Vent til frøstandene er helt åbne, og frøene slipper frivilligt. Vil du have erantis andre steder, kan du samle frøene ind og så dem. Så dem bare med det samme. De kommer. Ellers bare lad dem drysse af sig selv. Myrerne hjælper også med at sprede dem, siges det.

Fjern ikke bladene, før de er helt visne og selv slipper løget i jorden. Selvom de bliver ranglede og halvvisne og ikke pynter mere, gør de alligevel gavn ved at suge næring ned til løget, der er udmattet af den lange blomstring.

Så let er det faktisk. De skal bare have ro til sprede sig, og når man først ved det, kan man nok godt holde sig i skindet med lugejernet, ikke?

God onsdag.

Efter at have læst i timevis i Claus Dalbys ‘Den hvide have’ og beundret de smukke haver med deres rene udtryk i hvidt og grønt besluttede jeg mig til, at nu ville jeg investere i nogle hvide hornvioler. Jeg ville købe frø til hvide solsikker og i det hele taget blive mere hvid. Det er så elegant. Let, elegant, rent og stilfuldt.

Hvorfor kom jeg så hjem med en bakke lilla hornvioler?

Og et bundt lilla tulipaner?

Og hvorfor var de solsikkefrø, jeg til sidst købte, en blanding af forskellige røde, gule og orange nuancer?

Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt, siger man. Jeg ville nok gerne være stilfuld og elegant med en have, der afspejlede det. Men sandheden er, at jeg nok er mere lilla, lysreød og spraglet indeni, når alt kommer til alt. Og jeg trøster mig med, at det nok ikke er så ringe endda.  For lilla og lyserødt er da også pænt mod det grønne, ikke?

Måske et hvidt bed omme på nordsiden af huset, hvor det hvide kan lyse mod det grønne? Hvor små hvide vilde blomster vokser op ad skrænten mellem træerne? Måske et bed i forlængelse af surbundsbedet? Med en hvid slyngrose? Hvide stauder og hvidtblomstrende bunddække? Jamen – vågn op Fru Dalsgaard – det er der allerede. Det er ikke alt, man selv behøver at plante.

Naturen flink til at lave hvide blomster. Og naturen er jo lige udenfor, og haven er en del af den. Kun helt inde om bygningerne er der ‘rigtig’ have. Plantet have. Det er snart anemonetid, og der lyser de små anemoneansigter mellem alt det grønne.

Senere er grøftekanten dækket af hvide skærmplanter. Og der er mirabellerne, kirsebærrene, hvidtjørnen – og hylden. Hægen og de små fladstjerner. Og jasminbuskene, der selv har bredt sig. Der er masser af hvidt, elegant, rent og stilfuldt alle vegne. Den er hjemme! Uden at jeg selv løftede en finger.

Så gør det nok ikke noget, at da jeg ville så hvide digitalis, endte jeg med lyserøde alligevel.

God søndag.

Det er ikke altid, der skal så meget til. 15 vintergækker, en tot mos og en lillebitte vase. Så er der forår i stuen.

Vasen er en lillebitte Lyngbyvase, jeg fandt på et loppemarked for snart 20 år siden. Mærket i bunden af den viser, den er fra fyrrerne. Jeg måtte af med 2 kroner for den. Dengang var der ikke så meget fokus på design som nu, og skidt og kanel stod sammen hos marskandiserne til ingen penge og ventede på, at kunderne selv kunne kende forskel. Ahhh – nostalgi er ikke, hvad det har været.

Den er perfekt til en lille buket vintergækker. Jeg har pakket en lille klump mos om stænglerne, så blomsterne står mere stabilt i vasen. Så skal der ikke så mange til.

Tit tænker jeg på, hvor mange vintergækker, den har indeholdt siden den gang i fyrrerne, da den blev lavet – og på, hvem der puttede de vintergækker i vasen. En ung nygift kone? En gammel dame? Eller en, der var først det ene og så det andet? Eller har den stået bagerst i et skab og ventet på at komme frem i lyset? Var den uønsket? Eller elsket? Brugte ting har en historie, der gør dem spændende. Hvis bare man kendte den. Det gør man sjældent, men der kan gå meget god tid med at gætte.

God fredag.

Nu er det, de har sovende påskeliljer alle vegne – til næsten ingen penge.

De kan bruges på mange måder – man kan ‘bare’ fylde en vase og vente på den solgule eksplosion. Eller man kan lave påskeliljetræer, som det i den store påskedekoration fra sidste år.

Man kan blande birkegrene og påskeliljer i yndige lette buketter, og man kan klippe stilken meget kort og sætte dem i oasis, så de danner en kuppel, når de springer ud. Find selv på mere.

Påskeliljer er dejlige, lysende forårsbebudere. Sidste år var der ingen påskeliljer til påske – der lå der sne overalt. I år står de allerede med store knopper, så de er måske afblomstrede til påske? Den falder jo sent i år. Husk reglen: Påskesøndag er altid den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Og forårsjævndøgn er der ikke så længe til.

God fredag.

Av. Oh. Åh. Tror ikke, der er en eneste muskel, der ikke gør sig selv bemærket på uheldig vis. Arme. Ryg. Ben. Nakke. Kun en tåbe frygter ikke haven.

Efter en lang og mørk vinter, hvor den mest anstrengende aktivitet har været at gå på biblioteket, har jeg på dummernakkevis kastet mig ud i havearbejdet med dødsforagt. Nu er der ingen vej tilbage. Det gør ondt, men det skal arbejdes væk.

Skurken i fortællingen er de gule blomster her.

Gul fredløs. En vidunderlig og længeblomstrende plante, men også en plante med samme grokraft som skvalderkål. Efterhånden har den helt overtaget højbedene udenfor B&B’en og forvandlet dem til en massiv masse af indfiltrede rødder, hvor kun de kan trives. Den slags slyngelvælde går ikke.  Der skal også være plads til de andre.

Jeg har taget kampen op. Store, massive rodklumper på 30x30x30 centimeter bliver gravet op og flyttet ud i havens mere vilde hjørner, hvor den gule fredløs kan få lov at kæmpe mod skvalderkål og græs.

Den har simpelthen manglet udfordringer i højbedene, og så er den blevet agressiv – eller udad-reagerende, som det hedder for tiden. Det er, hvad der sker, når sådan nogle rødder får lov til at kede sig. De skal holdes til, skal de.

Nu får den fredløse udfordringer – og skvalderkålen kamp til stregen. Op ad skrænten og ud i det halvvilde mellem engen og haven. Om et par år venter jeg et gult hav op ad skrænten mellem træerne. For jeg tipper på, at den gule fredløs vinder kampen. Det bliver et flot syn.

God tirsdag.

Det gamle foderhus i haven var blevet splintret til atomer af de ivrige spætter. Det var ellers et flot hus, flettet i pil af en af vores dygtige naboer. Men tidens tand og spættens næb betød, at det stod til udskiftning.

Nu har vi købt et foderslot:

Med krone på – og lavet i et materiale, der nok skal lære spætten et og andet om at hakke i foderhuse. Nu kan småfuglene spise deres solsikkefrø i luksusomgivelser. Det vil de sikkert påskønne?

Fuglehuset stammer fra gårdbutikken Bonderosen. Et sted, der nok er værd at køre efter. Min svigerinde og jeg brugte rigtig lang tid på at kigge på alle de skønne ting, suge inspiration til os og klappe den lillebitte søde hund, der overgav sig til klap efter at have modtaget os med voldsom bjæffen og halen mellem benene – modig i den ene ende og bange i den anden. Vi kom også til at bruge lidt flere lommepenge, end egentlig planlagt, men så må vi jo tjene nogle nye.

Der er noget specielt ved at handle sådan et sted. Små steder, der oser af talent og virkelyst, initiativ og flid. For jeg ved det jo – det kræver sin kvinde at håndtere både job, privatliv og egen virksomhed ved siden af. Man kan godt blive træt, opgivende og tænke på at lukke hele biksen og få sig et lille overskueligt hus og et ligeså overskueligt liv. Men man gør det ikke – for der sker altid et eller andet, der vækker optimismen og virkelysten igen. Og så er det nok noget, man har i sig. Lysten til at ville selv, lysten til at skabe noget.

Det er det, alle de små steder har til fælles. Alle de små steder, som mange kun oplever som et skilt ved vejen, når de kører forbi, og som jeg elsker at besøge. Det er bare så meget sjovere at komme sådan et sted, hvor hjertet er med.

Vil I se, hvad jeg ellers fik med hjem?

Den fineste jernpokal og den runde kugle i toppen. Perfekt til at rumme en lille blomsterdekoration på alle årstider. En lille klump oasis pakket ind i bunden af en frysepose, en elastik omkring, et par blomster fra haven og lidt grønt stukket i, og oasisklumpen gemt i træuld. Nemt og rigtig sødt. Nu er det ikke kun fuglene, der kan omgive sig med luksus. Det er også os.

God søndag.

Den sidste dag i marts. I morgen er det april – midt i foråret.

Pilen blomstrer nu.

De små gæslinger har foldet sig ud, og lyser gult i hegnet. Det er et skønt forårssyn.

Pilen er tidlig, og dens pollen er livsvigtig for bierne. Pil blomstrer før det meste andet, så den er en vigtig kilde til både pollen og nektar for bier, brumbasser og tidlige sommerfugle som Nældens Takvinge. Bierne samler pollen i nogle dertil indrettede poser på bagbenene. Den indsamlede pollen blandes med nektar og bruges til at fodre larverne med. Så lune dage med blomstrende pil betyder masser af pollen og nektar og dermed masser af bier og honning senere. Der er en summen og en brummen fra træerne. Brumbasserne lyder nærmest som motoren på et tungtlastet Herkules fly.

Og nu har de fået endnu en kilde til pollen og nektar. Mirabellerne blomstrer. De lyser i hegn og haver og dufter berusende, når man går under træerne. De lune eftermiddage, vi har lige nu, får masser af bier og brumbasser ud, og det betyder masser af mirabeller til efteråret til os, til hunden og til grævlingen, der elsker mirabeller.

Naturen er rigtig kommet i gang igen. Og er det ikke dejligt?

God mandag.

Ranunkler er så smukke. Nærmest ufatteligt perfekte.

Der skal egentlig ikke noget til at pynte  på sådan en. Men den gør sig fint som centrum i en lille påskedekoration som den, jeg lavede som værtindegave.

En lysegul potte, lidt træuld, en lille betonfugl – hjemmestøbt – og et par påskeæg – hjemmelavede.

Æggene er styroporæg med servietdecoupage – man bruger kun det yderste lag,  det med tryk på og så decoupagelak. Servietten stammer fra mit besøg hos Bonderosen i lørdags. Susanne, der ejer Bonderosen, havde selv lavet sådan nogle æg, og de var ikke til at stå for, så jeg måtte også have en pakke servietter med hjem og lave en bakke æg. Gad vide, hvem der får ideen at trykke servietter med uddrag fra gamle franske regninger? Der er nogle meget kreative mennesker rundt omkring.

Støbeformen til den lille fugl har jeg købt hos Panduro, da jeg købte formene til koglerne og efeubladet.

Der er så mange sjove ting, jeg gerne vil lave – gid døgnet dog havde nogle flere timer.

God fredag.

Vi kalder den en hibiscus, og det hedder den da også. Men det er ikke så mange år siden, at sådan en blomst blev kaldt en Hawaiiblomst. Med alle de eksotiske associationer, der lå i det navn.

Hawaii. Et paradis – hvidt sand, blå bølger, smukke mennesker, jungleklædte bjerge, hvis tinder forsvandt i varmedis. Fjernt fra dagligdag, regn og rusk – et sted, der var praktisk taget ligeså uopnåeligt for de fleste som en tur til Atlantis eller en fjern planet.

Og når man ser sådan en blomst – stor som en frokosttallerken og med silkepapirsblade – tænker man da også på noget eksotisk og fjernt, for lige netop den model ser man sjældent i en almindelig have på vores breddegrader, selvom der findes havehibiscus, der kan overleve her.

Den sprang op i min indkøbskurv forleden. Den havde kun én blomst – men hvilken. Og der var mange knopper. Nu står den sådan og overvælder.

Det er nok en fiffig gartner, der har givet den ekstra gødning af en slags. Ellers var blomsterne vel næppe så store på en så lille plante? Men med lidt held og kærlig pleje håber jeg, at den vil overleve og blive gammel hos mig. Blomsterne bliver nok en mere naturlig størrelse med tiden, og det gør ikke noget. For den er måske en anelse prangende. Men lige nu har den en Wauwwww-effekt, der nok var de 25 kroner værd.

God tirsdag.

Der er en blomst, der blomstrer mange steder i vores have i maj og juni. En blomst jeg er særligt glad for. Akelejefrøstjernen.

Den er så yndig og let  – som en sky af dun, der svæver over de kniplingsagtige blade. Samtidig er den robust og holder sig selv oprejst uden støtte – selv efter stormen og regnen i går. Den spreder sig selv en del – ligesom akelejer – og det gør ikke noget. Den er velkommen.

Jeg har den i en rosa/lilla nuance og i en blød hvid.

Den er en gave til en have, hvor man gerne vil have lidt af den engelske cottage stil. Lidt vild, lidt tilfældig. Og den giver lethed og ynde til buketter.

Vil man gerne styre den lidt mere, kan man klippe den ned, inden den sætter frø. Så skyder den igen med tuer af sine fine kniplingsblade. Men ellers er frøstandene nu ret kønne at have stående om vinteren.

God lørdag.

I haven bølger et blålilla hav. Det er et hav af storkenæb. Af geranier. En livskraftig plante, der breder sig ret uhæmmet, og som kan deles igen og igen. Da vi flyttede hertil i 2003 fandt vi et forkølet eksemplar, der havde overlevet blandt skvalderkålene – alene det var en bedrift. Den er stammoder til det blålilla hav, der fylder haven i juni.

Fugleslottet står næsten begravet i blomster nu. Det blev anbragt der på den bare jord for kun et par måneder siden. Sikke en grokraft.

Geranierne danner store puder på mindst en kvadratmeter.

Her og der og alle vegne står de. Inde i blomsterhaven og i højbedene foran B&B’en.

De blomstrer i en tre-fire uger, og så er det forbi for i år. Men i de uger er der en overdådighed af blomster – en fest for øjnene og en fest for humlebierne. Derefter er det tid til at klippe dem helt ned, så de skyder igen og laver nye, grønne tuer. Det giver en hel del bar jord, og der planter jeg sommerblomster – etårige floks, mamelukærmer og andet godt. De er sået og står klar til udplantning i potter udenfor drivhuset.

De blå geranier hedder Magnificum Rosemoor, har jeg fået at vide. Og magnificente, det er de. Også i buketter.

God onsdag.

Sarah Bernhardt kager og Sarah Bernhardt pæoner. Tænk at få to så dejlige ting opkaldt efter sig.

Begge dele er opkaldt efter den dygtige og meget smukke franske skuespiller Sarah Bernhardt. Hun levede fra 1844 til 1923. En rolle, hun var særligt kendt for, var Kameliadamen, men det var nu en pæon og ikke en kamelia, der blev opkaldt efter hende. En meget smuk pæon. Fyldt, lyserød og med tallerkenstore blomster.

For nogle år siden købte jeg en pæon, der ifølge navneskiltet var en Sarah Bernhardt. Der gik de obligatoriske tre år fra planten blev sat, til den blomstrede.

Det var ikke en Sarah Bernhardt alligevel. I hvert fald ikke en original. Min har meget mere rødt i sig, end den originale, men dejlig ser den ud.

Kagen – en konditorkage med makronbund og chokoladetrøffel overtrukket med mørk chokolade – er en klassiker. På sin hjemmeside har Mette Blomsterberg en opskrift på Sarah Bernhardt kager med hindbær. De har også meget mere rødt i sig end de originale, og de ser også dejlige ud.

Så måske er min pæon en Hindbær Sarah Bernhardt pæon? Det tror jeg, jeg vil kalde den, og så vil jeg ellers bare nyde synet uden at tænke mere over det.

God fredag.

Omstændighederne – fysiske, psykologiske, æstetiske – alle omstændigheder (undtagen økonomiske) forbyder en kvinde at køre forbi et skilt, hvor der står

Minus 50%

I hvert fald uden at undersøge, hvad det er, der er minus 50% på. Sådan et skilt er jeg standhaftigt kørt forbi hele ugen. Ved Billigblomst på Viborgvej på vej ud og hjem fra arbejde. Indtil i går, hvor jeg bukkede under for presset og holdt ind. Jeg kom til at bruge 107 kr.

Og se, hvad jeg fik for de 107 kroner: en hel trillebør med blomster til haven. Nogle kunne måske nok argumentere for, at der da allerede er masser af blomster i haven. Men hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og der er altid plads til en blomst mere.

De fleste af dem endte med at skulle stå i ly i drivhuset og vente på, at den voldsomme vind lagde sig. Der var bare ikke rigtig plads i drivhuset. Der stod allerede noget alle vegne. Der manglede et sted at gøre af noget af alt det, der stod alle vegne, så der kunne komme til at stå noget mere. Logisk, ikke?

Det endte med en helt genial løsning. I hvert fald, hvis du spørger undertegnede, der var ophavskvinde til ideen: En hjemmelavet reol af bikasser. Oppe på det gamle kornloft over den gamle stald står der nogle kasser fra dengang, vi havde bier. Kasser uden bund i, beregnet til at hænge rammer med bitavler på. En stor, to små og en kasse fra Årstiderne blev sat sammen til en ny reol.

Genbrug – supertrendy og helt gratis.

Hvis jeg nu ikke var faldet for fristelsen og ikke havde købt blomsterne, havde jeg måske på et tidspunkt købt en reol til drivhuset? Sådan en, jeg har gået og luret på inde hos A Room Above? Sådan en får man ikke for 107 kroner, så alt i alt kan jeg være superhellig og føle mig meget sparsommelig. Ja, det er lige før, der er råd til at køre forbi blomsterstedet en gang til og … Sagde du STOP SÅ? OK – men det var da et forsøg værd…

God fredag.